Vi holder holder lukket fra onsdag d. 17/05 og er tilbage igen mandag d. 22/05. 

Vælg nyt tag med omtanke

                

Du kender sikkert fornemmelsen. Du har længe kigget på taget på dit hus og tænkt på, om ikke det kunne være en god idé at skifte taget ud – enten af æstetiske årsager eller med henblik på energibesparelse.

 

Der opstår hurtigt mange spørgsmål, når dine overvejelser begynder at stikke lidt dybere. For eksempel:

 

Hvilket tag skal jeg vælge?

Hvad koster et nyt tag?

Hvor længe holder et tag?

Kan jeg lægge et nyt tag selv?

Hvordan finder jeg den rigtige håndværker?

Er der nogle lovkrav, jeg skal forholde mig til?

 

Det er ikke små overvejelser, der er forbundet med udskiftning af taget på dit hus. Der er en stor mængde arbejde forbundet med opsætningen af nyt tag, og økonomien ved udskiftningen er bestemt også en faktor, der skal tages med i overvejelserne. Du kommer til at mærke effekten af valget i mange år fremover. Derfor er det vigtigt at vælge med omtanke – og allerhelst rigtigt første gang.

Valg af tagtype ved udskiftning af dit tag

                

Nu hvor du står foran at vælge, hvilket tag du skal have på din bolig, overvejer du måske også at lægge en anden type af tag. Det kræver også grundige beregninger at finde ud af, om huset er klar til en ny type tag, og eventuelt om konstruktionen af bjælker kan bære taget.

Husejere har for det meste en drøm om en bestemt tagbelægning, de gerne vil have på deres hus. Sortglaserede tegl har haft en høj popularitet, og stråtag er mange menneskers idylliske drøm. Det er dog ikke altid, drømmene kan føres ud i livet. Bor du i et enkelt parcelhus fra 60’erne, vil det typisk være konstrueret med bølgetag eller skifertag. Her vil stråtaget være meget langt fra en passende løsning til husets udseende, og tagkonstruktionen vil måske ikke kunne holde til vægten fra tegl.

Nogle af de populære valg af tagbelægning på huse er:

  • Tegltag
  • Skifertag
  • Betontag
  • Tag med integrerede solceller

 

Tegltaget er det klassiske tag, der typisk er at se på murermestervillaer, mens et tag med integrerede solceller er en nyere opfindelse, der bygger på det bedste fra to verdener.

Fire forskellige typer af tagbelægning

                

Tegltag

De røde tegltage har tidligere været den dominerende type af tag i bybilledet og kan derfor med rette kaldes et klassisk tag. Teglsten er stadig populære i dag, men nogle af tagstensformerne er forsvundet og erstattet af andre, moderne former, ligesom valget af farver har også ændret sig gennem årene.

 

Tag af naturskifer

Nok er røde teglsten klassiske i danmark, men naturskiferplader har været brugt som byggemateriale meget længere tilbage end teglene. Skifer er en stenart dannet af leraflejringer. Den er let at arbejde med, når den skal deles i lag, og kan laves helt ned til 3-5 mm pladetykkelse. Skiferens egenskab har gjort den anvendelig og populær gennem århundreder som tagdækningsmateriale. Se vores skifertage.

 

Tag af betontagsten

Betonstenstage er mere udbredt i Danmark end man måske forestiller sig. Tagstenene ligner tegltagsten og er et populært materiale ved både nybyggeri og renovering. I modsætning til teglsten er disse sten fremstillet af sand, cement og vand, der blandes op til beton. Man kan tilsætte flyveaske og farvestof til blandingen for at indfarve stenene. Formen på betontagsten kan både minde om de klassiske tegltagsten og de rektangulære skifersten.

 

Tag med integrerede solceller

Et tag med indbyggede solceller er ikke en tagbelægning i sig selv, men solcellerne kan kombineres med forskellige typer af tagbeklædning. Tage med integrerede solcelletagsten er et forholdsvis nyt fænomen på markedet, hvilket betyder, at de bygger på alle de gode effekter og nyeste teknologi fra eksisterende solceller. I denne nye version er solcellerne bygget ind i teglene og kan dermed glide ind i husets æstetiske udtryk.

SE VORES UDVALG HER

Prisen på at lægge et tag hænger sammen med dine valg

                

En helt eksakt pris på netop dit tag ud fra dine betingelser afhænger af mange faktorer, og du er med stor sandsynlighed allerede selv nået til den konklusion, at prisen på et tag er en sammensat størrelse.

Et meget forsimplet regnestykke kunne være, at forholdene på dit hus + valg af tagbeklædning og tilbehør + håndværkertimer = den endelige omkostning for dig. Mange ubekendte har dog indflydelse på regnestykket, og du vil være nødt til at vurdere enkeltdelene undervejs.

 

Forholdene på dit hus

Uanset om du skal gå fra én type af tagbeklædning til en anden, eller om du har valgt at lægge samme type af tag på dit hus igen, er det helt oplagt at undersøge husets tilstand under taget. Går du fra tegltag til stort set alle andre typer af tagbelægning, vil husets tagkonstruktion være solid nok til at kunne bære vægten, men i den omvendte retning kan du sagtens risikere at skulle forstærke din tagkonstruktion. Hældningen på din tagkonstruktion kan også være en afgørende faktor for mulighederne for tagbeklædning.

Under renovering af et eksisterende tag kan det være en god idé at kigge tætheden af de indre lag efter i sømmene. Det vil også være et oplagt valg at undersøge, om dine tagrender har behov for en udskiftning. På kort sigt kan udskiftninger og reparationer give ekstra omkostninger, mens det vil kræve en del ekstra arbejde at skulle åbne konstruktionen senere og foretage nødreparationer ved slitage. 

 

Valg af tagbeklædning

Dine omkostninger, det endelige udseende og levetiden på dit tag hænger i høj grad sammen med tagbeklædningen, og om du har sørget for optimale forhold at lægge dit valgte tag på. Et betontag er eksempelvis billigere end et tegltag, men holder ikke helt lige så længe, og naturskifer er projekteret til at have længst holdbarhed, men er også den dyreste løsning at lægge på som tag. Du kan også vælge den smarte og klimavenlige løsning at bygge dit tag op med integrerede solceller. Her vil du være nødt til at vælge klassiske tegl eller skifer som tagbelægning.

Billigt tag på kort sigt eller besparelser på længere sigt

Den billigste løsning ved finansieringen af et nyt tag er at lægge betontagsten. Levetiden er omtrent halveret i forhold til naturmaterialerne tegl og skifer. Levetiden på et betontag vil cirka ligge på 50 år, mens skifertag og tegltag ofte vil blive 100 år gamle, før de skal skiftes ud.

Solceller og dermed vedvarende energi er en nødvendig tanke værd, når du skal investere i nyt tag. Mulighederne for at integrere solpaneler i taget uden at skulle bygge ovenpå den eksisterende konstruktion er blevet flere, og solcellerne er langt mere effektive end for bare fem år siden. Med integrerede solceller i dit skifertag eller tegltag vil du også være ude over bekymringen, om din tagkonstruktion kan holde til den ekstra vægt.

I sidste ende er det din smag, der afgør valget af tagbeklædning. Økonomisk set er et tag i naturskifer med integrerede solceller en omkostningsfuld løsning på kort sigt. Med den lange levetid på skifertage og gode tilbagebetalingsrate på solceller kan den løsning dog vise sig at være billigere i det lange løb i forhold til et betontag, som har kortere levetid. Husk også at vælge et undertag i god kvalitet.

 

Skal man lægge taget selv eller finde en håndværker?

Vælger du at lægge dit tag selv, har du højst sandsynligt solid håndværksmæssig erfaring. Alt efter dine professionelle evner kan det være en god idé at alliere dig med håndværksmæssig ekspertise i dit forløb. Skal du vurdere, om din tagkonstruktion kan holde til at lægge en anden type tag på, er det en god idé at få foretaget en beregning af en fagmand, før du giver dig i kast med at lægge nyt tag på.

I mange tilfælde kan man dog, selv som amatørhåndværker, spare en del penge på at tage del i det grove arbejde, eksempelvis ved at gå en tømrer til hånde ved afmontering af det eksisterende tag og transport af materialer ved genopbygningen.

Brug en rådgiver, du kan stole på

Det vil være en god idé at alliere dig med håndværkere, du kender og stoler på i processen. Hvis din håndværker fortæller dig, at en konstruktion kan udsættes et stykke tid, udføres anderledes, eller gør dig opmærksom på uforudsete udfordringer i forbindelse med arbejdet, er det en ekstra sikkerhed at have brugt vedkommende før og kende til kvaliteten af det udførte arbejde.

Der står kun tilbage at ønske dig god fornøjelse med valget. Hos Komproment kan vi hjælpe dig med at få førstehåndsindtrykket på plads. Vi har valgt at fokusere på fire typer af tagbelægning, som giver god holdbarhed og kan tilføre lidt mere bæredygtighed til værdien af dit hus.

 

chevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram