Det nordjyske firma vinder prisen i kategorien start-up. Prisen uddeles af EU organisationen SME EUROPE (Small and Medium Entrepreneurs Europe).
KOMPROMENT vinder prisen for sin arbejde med at udvikle bæredygtige og nyskabende tag- og facadesystemer. Løsningerne er Cradle to Cradle (C2C) certificerede på sølv niveau, og baseret på tegl og naturskifer. Det er muligt at integrere solcellepaneler direkte i tag- og facadeløsningerne. Alle komponenter i systemerne kan genanvendes.
– Det er meget imponerende, hvorledes KOMPROMENT har løftet sig fra en innovativ virksomhed med fokus på det danske marked til nu at gøre sig gældende på det internationale marked. Virksomhedens ledelse arbejder dedikeret og målrettet med udvikling af byggeløsninger, der giver svar på aktuelle udfordringer som bæredygtighed og energieffektivitet. Alt sammen baseret på grundig dokumentation. Det er fortjent, at Komproment hædres for sin målrettede indsats, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.
– Det er fantastisk, at vi har så dygtige byggevareproducenter i Danmark, at de kan gøre sig gældende i Europa og vinde en europæisk pris som den bedste start-up. Vi ønsker stort tillykke, siger Thomas Uhd, branchedirektør for Dansk Byggevareindustri.
Ros fra MEP Bendt Bendtsen
Det blev allerede sidst i 2017 meldt ud, at KOMPROMENT havde vundet den europæiske pris i sin kategori. I den anledning udtalte Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti Bendt Bendtsen, der er en af grundlæggerne af SME EUROPE:
– Komproment var en sikker vinder af start-up prisen, selvom de var oppe imod et stærkt felt af innovative virksomheder i hele Europa. Komproment får prisen for at have udviklet bæredygtige og konkurrencedygtige facade- og tagelementer, der kan adskilles og genbruges. Virksomheden er allerede er godt i gang med eksporten i Europa. Det er ganske godt gået af en virksomhed på bare tre år.
Ordrer fra Europa og USA
– Vi er selvfølgelig enormt stolte over at være udvalgt i vores kategori til at modtage en pris, hvor over 100 virksomheder fra hele Europa har været nomineret, siger eksportdirektør og partner i KOMPROMENT Niels Heidtmann.
– De præmisser vi blev vurderet på holder stadig vand, og vi er siden kun blevet endnu mere overbeviste om, at potentialet i vores idéer og produkter er tilstede. Vi har opbygget et forhandlernetværk i Europa, og vi er nu begyndt at få ordrer ind fra Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Østrig, Liechtenstein, England, Holland og Italien. Vi har også leveret den første ordre til USA, og vi er pt. i gang med at forhandle med potentielle forhandlere i endnu 10 amerikanske stater, siger Niels Heidtmann.
– SME Star Award er jo tænkt som en opmuntring til små og mellemstore virksomheder, der har gjort sig særligt bemærket, og man må sige, at de har ramt bulls eye med det projekt. Prisen har været en helt fantastisk hjælp for os i vores forsøg på at komme udover rampen med vores budskab, fortæller Niels Heidtmann.