Træbaseret byggeri, og specielt modulbaseret byggeri oplever i disse år en enorm vækst og positiv interesse fra de danske bygherrer. Dette er også tilfældet på det store byggeri af 478 ungdomsboliger på Lundtoftevej i Lyngby nord for København. Det er virksomheden KOMPROMENT ApS, der er ansvarlig for at levere de over 7.000 kvadratmeter facade, som skal bruges i kæmpeprojektet.
PensionDanmark og Boligfonden DTU står bag byggeriet, der er faseopdelt og skal stå færdig næste år. Scandi Byg står bag det smukke byggeri opført som præfabrikerede
bygningsmoduler. Modulerne beklædes udvendigt og på byggepladsen med KOMPROMENTs facadesystem ZAPPA med ægte spansk naturskifer, forklarer KOMPROMENTs CSR- og miljøansvarlige medarbejder Mads Røge. ”Zappa facadesystem er naturskifer, der er monteret på aluminiumslægter, og som er fastholdt i bunden med en krog. De monteres uden på de træmoduler, som Scandi Byg har leveret. Det er en god løsning, Ikke mindst fordi byggeriet skal DGNB-certificeres – og at skiferen bidrager positivt med næsten nul i vedligehold og en ekstrem lang levetid, hvilket gerne skulle bidrage positivt til bygningens fremtidige driftsbudget,” siger han og tilføjer: ”Køber man Komporments Cradle to Cradle-certificerede system, kan man ligeledes få tilsendt materialepas, som er designet til indbygning i facaden og nøjagtigt fortæller, hvad systemet består af. Alle KOMPROMENT facadesystemer er designet til adskillelse, hvilket giver det god mening. Vi anser nutidens bygninger for at være fremtidens råvarebank, derfor designet til senere adskillelse.”
Tæt samarbejde
KOMPROMENT er en virksomhed, der ligger syd for Aalborg, og som udvikler og sælger tag samt facadesystemer både i Danmark samt på udvalgte eksportmarkeder. Kvalitet, bæredygtighed service, design samt systemleverancer er vigtige pejlemærker i virksomhedens DNA. Fordi KOMPROMENT netop er meget fokuseret på bæredygtighed og de certificeringer, som kan dokumentere den, har den været en oplagt leverandør af facadeelementer til den store opgave i Lyngby. KOMPROMENT har dog også fordel i, at den er en langvarig samarbejdspartner med Scandi Byg – og det har sine praktiske fordele, fortæller Mads Røge. ”Det er Scandi Byg, som har bragt os ind i det fine byggeri på Lundtoftevej, og Scandi Byg har vi i en lang årrække haft et tæt og konstruktivt samarbejde med, og samarbejdet opstartes ofte allerede i udviklingsfasen ” siger Mads Røge
og tilføjer: ”De er gode til at komme med input til udvikling af vores systemer. De er interesserede i, at det bliver så nemt som muligt at montere ude på byggepladsen. Det er en fordel for alle med tæt samarbejde. Ikke mindst når vi arbejder med de grønne koncepter, som jo er fremtiden i byggebranchen.