Komproment er klar til at træde ind i en ny vækstfase, hvor man fortsat styrker positionen på det danske marked og gradvist udvider til flere europæiske markeder. Ambitionerne har ført til en udvidelse af direktionen.
Udsendt som pressemeddelelse
Komproment har i mange år været en fast del af den danske byggebranche og en garant for komplette tag- og facadeløsninger. Nu er virksomheden klar til at træde ind i en ny vækstfase, hvor man fortsat styrker positionen på det danske marked – samtidig med at facadeløsninger og knowhow gradvist bringes i spil på de europæiske markeder
De to ambitioner har ført til en styrkelse af direktionen, så Komproment i dag ledes af tre direktører med hver deres klart definerede ansvarsområder samt kommercielt og teknisk fokus. Virksomheden ledes dermed af et samlet lederteam, der i fællesskab tegner Komproments strategiske retning.
Mads Røge fortsætter i rollen som direktør for tagløsninger på det danske marked, mens Jan Kristensen fortsætter som økonomidirektør. Det nye navn i direktionen er Martin Ibinger, der tiltræder som direktør for facadeløsninger og eksport med ansvar for det danske og europæiske marked.
Martin Ibinger, Managing Director, Facade Solutions & Export
Erfaren profil fra wienerberger
Martin Ibinger har mere end ti års erfaring fra teglproducenten egernsund wienerberger og kommer senest fra en stilling som ansvarlig for wienerbergers forretningsudvikling og eksport i Norden. Hans primære opgave bliver at udbrede Komproments facadeløsninger via wienerbergers organisation på tværs af Europa.
– Komproment er i gang med en spændende vækstrejse. Siden virksomheden er blevet en del af wienerberger, har man fået adgang til et omfattende europæisk produktionsapparat og hele koncernens produktportefølje. Næste naturlige skridt er at bringe vores unikke facadeløsninger i spil på det europæiske marked.
– Komproment har udviklet komplette ETA-certificerede facadeløsninger, som er i en liga for sig, og vi ser et langsigtet potentiale for disse løsninger i Europa. Udviklingen og ledelsen af facadeløsningerne vil fortsat tage udgangspunkt i Støvring, men gennem wienerberger kan også europæiske kunder få gavn af dem, fortæller Martin Ibinger. Allerede nu er man lykkedes med at implementere Komproments komplette facadesystemer på det nordiske marked.
Vækst i og uden for Danmark
Mens Martin Ibinger får ansvaret for facadeløsninger og eksportmarkeder, vil Mads Røge dedikere sit fulde fokus til væksten inden for tagløsninger på det danske marked, hvor Komproment fortsat ser et betydeligt udviklingspotentiale.
– Vi ser et stort vækstpotentiale i Danmark inden for tagløsninger – særligt komplette tegltagsløsninger samt undertag og tilbehør. Som en del af wienerberger har vi i dag adgang til en meget bred produktportefølje og står med et af markedets stærkeste sortimenter.
Derfor er det en klar styrke, at vi nu har en ledelse, hvor hver direktør kan fokusere målrettet på sit forretningsområde og være med til at skabe fundamentet for næste fase i vores vækstrejse, siger Mads Røge og uddyber:
– Komproment har et betydeligt strategisk potentiale og en størrelse, der giver os mulighed for at arbejde parallelt med flere strategiske spor. Denne position er understøttet af en organisation med stærke kompetencer og relevante talenter – ikke kun i direktionen, men bredt funderet i hele organisationen.
Fra venstre: Mads Røge (Managing Director, Roof Solutions), Jan Kristensen (Finance Director), Martin Ibinger (Managing Director, Facade Solutions & Export)
Dedikeret fokus og øget sparring
Hvordan fungerer hverdagen så med tre direktører i spidsen for en virksomhed med store vækstambitioner? Ifølge økonomidirektør Jan Kristensen styrker den klare opdeling af ansvarsområder både organisationen og ledelsen.
– På mange måder er det business as usual. Da Komproment blev grundlagt, var det med tre ligestillede direktører – min bror Kim Kristensen, Niels Heidtmann og jeg – hver med vores klare ansvarsområde. Det er den model, vi vender tilbage til nu, og den skaber fokus. Samtidig er det en stor styrke, at vi kan sparre med hinanden og trække på hinandens erfaringer, fortæller Jan Kristensen.
Han afslutter:
– Med Martin ombord har vi den tyngde og ekspertise, der skal til for at tage næste skridt i Komproments udvikling. Det bliver en spændende tid, og jeg glæder mig til at se, hvor virksomheden bevæger sig hen. Hvem skulle have troet, at en virksomhed med base i Støvring en dag skulle levere knowhow til wienerberger, verdens største teglproducent?
Et bredt facadesortiment
Se vores farverige sortiment. Download vores facadebrochure her.