Fra et par årlige facadeprojekter til international eksportsucces: Mød Søren Byø, der er en af kræfterne bag
- Der sker noget, når mennesker mødes. Min fornemmeste opgave er, at kunderne er tilfredse, og derfor prioriterer jeg altid at komme ud på pladsen, når behovet er der. Jeg trives godt i vekselvirkningen mellem at være tekniker og specialist og med at være firmaets ansigt udadtil.
Sådan fortæller Søren Byø, der fra januar i år har kunnet kalde sig for Afdelingsleder hos Komproment. Det er tredje titel, som Søren Byø har haft i virksomheden, siden han startede som projektleder i 2018. Dengang blev han ansat til at stå for Komproments daværende to til fire årlige danske facadeprojekter.
- Jeg blev ansat som projektleder i vores tekniske afdeling, hvor jeg sad med rådgivning af alle de dele, der vedrører ventilerede facader og tag. Jeg sad alene med projekterne, da behovet dengang ikke var større. Og så havde vi en sælger i marken, som jeg understøttede teknisk.
Der var dog en voksende efterspørgsel efter Komproments produkter, og det varede ikke længe, før virksomhedens portefølje blev udvidet.
- Vi udviklede os, og det gik rigtig stærkt. Vi lancerede 3-4 nye facadesystemer og byggede videre på dem. Allerede i 2019 eksploderede det, og vi solgte rigtig mange facader, hvilket også betød, at vi kunne ansætte flere, fortæller den daværende projektleder.
- Vi startede en ny projektafdeling op, og i 2022 blev jeg projektchef. I den afdeling sidder vi i dag fem mand, hvoraf to af os håndterer facadeprojekter. Vi har bredt os udover de danske grænser og er nu også til stede i Norge, Sverige, Holland, England og Tyskland.
Den gode dialog er afgørende for en succesfuld virksomhed
Ekspansionen til det Nordeuropæiske marked gik hurtigere end forventet. Da Søren Byø blev ansat, havde de solgt et par parcelhuse og enkelte større projekter i udlandet og allerede året efter kunne de skrive knap 20 projekter i ind- og udland i ordrebogen.
- Mine primære opgaver er at styre og udvikle afdelingen, og få spredt Komproments budskaber bredt ud. Og så har jeg meget fokus på at sikre en god dialog og et godt samarbejde med vores kunder, da jeg ser det som afgørende for en succesfuld virksomhed, fortæller Søren Byø.
Han uddyber:
- Det er vigtigt, at vi altid står til rådighed og klar til at hjælpe, hvis de har behov for det. Det er også meget mere motiverende at arbejde med tilfredse kunder, og i sidste ende gør det vores arbejde nemmere. Vi har for eksempel kunder, der nu bare sender en bestillingsseddel, fordi de er trygge ved os og ved kvaliteten af det, vi leverer.
Baggrund som maskinsnedker giver indsigt i montørens hverdag
Søren Byø er oprindeligt uddannet maskinsnedker, og han kunne blandt andet skrive 10 års erfaring som maskinsnedker og produktudvikler på en stor møbelfabrik, og kvalitetsansvarlig på en køkkenfabrik på CV’et, inden han læste videre til bygningskonstruktør. Søren Byø ser en stor styrke i hans håndværkerbaggrund - særligt når han underviser:
- En stor del af mit arbejde handler også om træning af de montører, der går rundt ude på byggepladsen. De fleste træner vi her i huset hos Komproment i vores interne undervisningscenter, men enkelte lidt mere komplicerede opgaver kræver træning ude på pladsen. Her giver min baggrund som håndværker mig stor indsigt i og forståelse for deres arbejdsgang, og jeg kan derfor bidrage med nye perspektiver til, hvordan de kan gribe tingene an, lyder der fra Søren Byø, der tilføjer:
- Jeg og min kollega Kasper underviser i håndteringen af de konkrete produkter og kommer også med en masse gode indspark til, hvordan de kan organisere deres dag, og udnytte både tiden og materialerne bedst muligt. Også her er den gode dialog altafgørende, og jeg værdsætter de gode samtaler, jeg har med montørerne.
- Med den helt nye udvidelse med Kasper som uddannet brandrådgiver favner vi virkelig bredt indenfor byggeteknisk viden, og vi forsøger hele tiden at opdatere os på den nyeste viden og lovgivning indenfor vores felt.
En arbejdsplads med tillid og højt til loftet
Søren Byø fortæller afslutningsvis, at det har været en spændende rejse at være med på, og at han sætter stor pris på den tillid, som ledelsen har vist ham.
- Det er fantastisk, at jeg selv har været med til at forme afdelingen, og at jeg har været med til at udvikle de procedurer, vi arbejder efter. Og så er det er selvfølgelig ekstra tilfredsstillende, at vi kan se, at det virker, fortæller Søren og tilføjer:
- En stor del af succesen er naturligvis også de dygtige mennesker i afdelingen, samt de professionelle samarbejdspartnere vi har omkring os. Selvom vi på mange områder er vidt forskellige, så tænker og agerer vi ofte ens. Det skaber et virkelig godt arbejdsmiljø og sammenhold i afdelingen.
Et bredt facadesortiment
Se vores farverige sortiment. Download vores facadebrochure her.