Hvad er DGNB?

Når vi inden for byggebranchen snakker om bæredygtighed, har vi ofte øje for de enkelte produkter og materialer. Hvilket også er utroligt vigtigt. Men vil vi tage det skridtet videre, er vi nødt til også at kigge på et byggeprojekt som en helhed for at finde frem til de mest optimale måder at bygge bæredygtigt på. Med bygnings certificeringen, DGNB, bliver det muligt.

DGNB (der er en forkortelse for Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er en bygnings certificering, der består af dokumentations pakker. Med denne certificering kigger man på bygningen i hele dens kontekst, efter den er bygget. Vi har valgt at få lavet denne certificering i samarbejde med Rambøll, og har indtil videre dokumentations pakker på det facadesystem, der hedder VIDAR Teglspån. Men der kommer helt sikkert flere.

DGNB forenkler arbejdet

DGNB er tænkt som et redskab, der skal forenkle arkitektens arbejde. DGNB-certificeringen fungerer som et pointsystem, der løber fra 0 til 100%, hvor delelementerne i en bygning hver især bidrager med point til det samlede billede. Skal der f.eks. bygges en DGNB-certificeret børnehave i Aalborg, så vil arkitekten kigge på, hvilke materialer, der skal bruges til både inde-miljøet, på facaderne, i gårdmiljøet osv. Og alle de materialer og elementer bidrager hver især med nogle point.

Typisk indledes et byggeprojekt op til flere år inden, materialerne egentlig skal i brug. Kan vi ved hjælp af dokumentations pakker levere så mange detaljer om materialerne som muligt helt fra start af, gør vi arbejdet nemmere for arkitekterne.

Et udtryk for den optimale bygning

En DGNB-certificering og en dokumentations pakke er ikke et udtryk for, at et materiale udelukkende bidrager positivt. Det dokumenterer blot, hvor du bidrager. Det betyder, at du sagtens kan lave et byggeprojekt, som ikke scorer ret højt på point.

DGBN kan dog på nuværende tidspunkt anses som et udtryk for den mest bæredygtige tankegang, der findes. Du får nemlig flere point ved at levere et byggeprojekt, der er så bæredygtigt som muligt. Dvs. at mange point i høj grad også hænger sammen med større bæredygtighed og højere kvalitet. Samtidig tager man selvfølgelig også højde for komfort, indeklima og mange andre ting i et byggeprojekt, og derfor er der mange kriterier at bedømme ud fra.

Den samlede pointtildeling er et billede af alle produkterne og kriterierne i det samlede byggeri, og jo flere point, jo bedre. Det kan være svært at sige, hvad formlen på den optimale bygning er. Men med DGNB kommer vi så tæt på som det er muligt i dag, fordi certificeringen kigger på en bygning som en helhed.

Vil du kigge på produktniveau, er certificeringen Cradle to Cradle mere relevant.